Læring for alle
Min drøm er at alle skal have adgang til at lære. Der er masser af undervisning og uddannelse, der er frit, men der er både meget, der ikke er frit og meget uddannelse, der er underlagt adgangskrav eller spørgsmål om økonomi.
Min drøm med ElkanLab er at du skal kunne lære, men også at du skal have nem, billig og enkel adgang til læring og viden, som du ellers skulle give mange penge for andre steder.
Min drøm er også at ElkanLab kan blive et laboratorie. Det skal være et sted, hvor man kan lære at lære. Hvor du lære at undersøge, at forstå, at være nysgerrig, at tilegne dig et emne og indgå i et lærende liv og rum. Vi kan ikke stoppe med at lære. Når vi stopper med det, så stopper vi med at leve. At lære er en konstant bevægelse, som vores hjerne trives med og i. Den har også brug for ro – indtil den igen vil vide noget mere og nyt. Nyt i sig selv er ikke læring. Det er underholdning.



Hvis du skal lære noget, så er den nemmeste og bedste vej – efter min erfaring – altid at gå efter det, der giver dig energi. Der hvor du er glad, hvor du er nysgerrig, undersøgende, interesseret og vedholdende. Hvorfor? Fordi det at tilegne sig og lære noget også er at kunne udholde og vedholde en frustration. Du skal opleve din egen dumhed på en god måde, og det gør du bedst, hvis du ikke opdager den.
Det ikke at opdage den er at opleve læringen som en leg. Engang var der noget der blev kaldt for “edutainment” ideen var at læring skulle leges ind. Det skal det ikke. Undervisningen skal ikke være en leg, men den må godt være legende, useriøs, fjollet samtidig med at den er alvorlig, præcis og integrativ. Det er netop i letheden og overskuddet bliver til læring og læring bliver til mestring.


Responses